Foto: fra åbne kilder
Disse mest almindelige slægtskabsscenarier ødelægger den følelsesmæssige kontakt mellem generationer og fører til afkølede relationer
Mor-barn-forholdet betragtes som et af de vigtigste forhold i livet, men selv det udvikler nogle gange sprækker. Voksne børn kan blive koldere, kontakte mindre hyppigt eller tage helt afstand. Det sker ikke pludseligt, der ligger som regel specifikke psykologiske problemer bag denne adfærd, som har bygget sig op gennem mange år. Det er vigtigt at forstå, at denne afstand næsten aldrig er en handling af utaknemmelighed, men snarere et behov hos det voksne barn for at beskytte sig selv.
Overdreven kontrol
Når et barn vokser op i et alt for kontrollerende miljø – med konstante kontroller, råd om “hvad der er bedst”, kritik og indtrængen i det personlige rum – udvikler det en indre modstand.
I voksenalderen begynder en sådan kontrol at blive opfattet som en trussel mod uafhængigheden, så personen trækker sig automatisk tilbage for at sætte sine egne grænser. Uanset hvor meget kærlighed der er, overskygger kontrollen den.
Følelsesmæssigt pres og manipulation
Sætninger som “Jeg gjorde alt for dig”, “Du kan ikke gøre noget uden mig”, “Hvordan kan du gøre det her mod mig?” – efterlader et dybt indtryk. Det er manipulerende måder at få opmærksomhed på, som får børn til at føle sig skyldige i stedet for elskede.
I voksenalderen forsøger de at undslippe dette pres og vælger afstand som en måde at opretholde deres følelsesmæssige balance på.
Manglende genkendelse af følelser og devaluerende oplevelser
Mange mennesker er vokset op i familier, hvor det ikke var almindeligt at tale om følelser. De hørte konstant følgende ord fra deres forældre:
- “Du skal ikke finde på noget.”
- “Andre lever værre.”
- “Lad være med at være svag.”
Det er sådan, man får den opfattelse, at mor ikke er en støtte og ikke er en person, man kan tale ærligt med. I voksenalderen ønsker man ikke at åbne sig for dem, der aldrig har anerkendt ens oplevelser, så relationerne bliver overfladiske eller forsvinder helt.
Forældrenes rolle for deres mor
I nogle familier tvinges barnet fra en tidlig alder til at blive en psykologisk støtte for moderen: lytte til problemer, berolige hende og påtage sig et ansvar, som hun ikke burde have haft.
I voksenalderen bliver en sådan person træt af den endeløse rolle som redningsmand og vælger at tage afstand for at starte sit eget liv i stedet for endeløs omsorg for sin mor.
