Har du nogensinde bemærket, at så snart du laver en “psy-psy-psy”-lyd med dine læber, dukker der straks en kat op på dit dørtrin, selv om den var i et andet rum?
Denne lyd virker uden problemer på næsten alle katte, og bag den ligger ikke bare en vane, men en kompleks akustisk og neurobiologisk reaktion, der er indbygget i kattens hjerne på et dybt niveau, ifølge ‘ korrespondent.
Hemmeligheden ligger i frekvensområdet. “Ps-pss-pss-pss”-lyden indeholder højfrekvente komponenter, der falder perfekt inden for det område, som katte bruger til at kommunikere.
Moderkatte laver lignende høje lyde, når de vinker til deres killinger. Voksne katte bruger høje toner til at udtrykke venlighed og tiltrække opmærksomhed.
Dette er en slags universelt katte-“samlingssignal”. Den anden grund er ligheden med byttedyrslyde.
Mus, fugle og andre små dyr udsender høje pibelyde og raslen, som katte er genetisk programmeret til at reagere på. “Ps-p-s-s-s-s-s”-lyden efterligner disse naturlige byttesignaler og aktiverer jagtinstinktet.
Katten tror ikke, at det er en mus, men dens hjerne får signalet: “Opmærksomhed, potentielt interessant objekt!” Den tredje grund er associativ læring.
De fleste ejere bruger denne lyd, når de vil opmuntre katten til at spise eller bare til at socialisere. Med tiden danner katten en stærk association: “ps-p-s-s-s-s-s” = ejerens opmærksomhed = noget godt.
Dette er en klassisk betinget refleks, der forstærkes af gentagne gentagelser. Interessant nok reagerer katte forskelligt på denne lyd afhængigt af kontekst og intonation.
Hvis du kalder kærligt, vil katten komme med en afslappet hale. Hvis der er spænding i din stemme, kan den blive forsigtig. Katte er meget gode til at opfange den følelsesmæssige farve i en lyd, selv om det bare er en hvæsen gennem tænderne.
Nogle forskere mener, at “ps-pss-pss-pss”-lyden virker, fordi den ikke lyder som menneskelig tale. De katte, der lever sammen med os, er vant til at ignorere meget af vores verbale støj som irrelevant.
Men denne lyd skiller sig ud, den lyder ikke som normale samtaler og tiltrækker derfor opmærksomhed. Forskellige kulturer har deres egne varianter af kattekald: I engelsktalende lande er det “kitty, kitty, kitty”, i Frankrig “minu-minu”, i Japan “shu-shu-shu-shu”.
Men de har alle et fælles princip: høje toner og hvæsende konsonanter, der er så tæt på naturligt katte- og musesprog som muligt. Så næste gang du kalder på din kat med denne magiske lyd, skal du vide, at du taler til den på et sprog, den forstår instinktivt, sproget fra dens mor, byttedyr og det ældgamle bånd mellem menneske og kat, der går tusinder af år tilbage.
Og det faktum, at den kommer, er det bedste bevis på, at denne ældgamle kommunikationskanal stadig fungerer fejlfrit.
Læs også
- Hvorfor en hund ruller rundt, før den lægger sig ned: navigation, sikkerhed og et gammelt ritual
- Hvorfor katte elsker papkasser: ly, filt og et skjold mod angst
