Foto: fra offentlige kilder
Hvis situationen er ude af kontrol, og din egen indsats ikke er nok, kan en børnepsykolog hjælpe dig med at finde en individuel tilgang.
Opdragelse er kunsten at afbalancere kærlighed og grænser. Overdreven mildhed uden konsekvenser lærer gradvist barnet: Hvis du prøver hårdt nok – kan du få alt. Børnepsykologer advarer om, at visse former for adfærd er klare signaler om, at et barn er begyndt at manipulere med voksne. Jo tidligere forældrene lægger mærke til dem, jo lettere er det at rette op på situationen. RBC-Ukraine fortæller os, hvordan forældre kan forstå, at barnet allerede er “kommet op i det røde felt” og har lært at manipulere. Og også – hvordan man håndterer det.
Ignorerer anmodninger – og venter på, at du giver op
Barnet hører dig første gang – men reagerer ikke. Det venter på den anden, tredje, femte anmodning. Og nogle gange gør de det slet ikke – indtil forældrene selv gør det.
Dette er ikke åndsfraværelse eller glemsomhed. Psykologer kalder det “grænsetestning” – barnet tester, hvor seriøse dine ord er. Hvis der ikke sker noget efter fem “please”, lærer det, at det er okay ikke at reagere.
Hvad skal man gøre? Sig det én gang – og hold dig til konsekvenserne. Hvis anmodningen ignoreres, er der et specifikt og tilsigtet svar, ikke en sjette påmindelse.
Får raserianfald på det rigtige tidspunkt
Vredesudbrud hos en toårig er mere normen. En seksårig, der får et raserianfald, hver gang noget går over stregen, er en anden historie.
Psykologer skelner mellem to typer: følelsesmæssige udbrud (barnet kan virkelig ikke håndtere følelserne) og instrumentelle raserianfald (barnet ved, at det virker). Den anden type har altid et klart mål – at få det, man vil have, eller undgå det, man ikke vil have. Og hvis det virker mindst én gang, er metoden konsolideret.
Hvad skal man gøre? Giv ikke efter under et raserianfald – selv om det er svært. Reager, når barnet er faldet til ro, ikke mens følelserne er på sit højeste.
Leder altid efter en vej uden om reglerne
Der er regler i familien – men barnet finder et “smuthul” hver gang. Må man ikke spille på telefonen efter kl. 21? Han skifter til en tablet. Ingen slik før frokost? Han spiser det på sit værelse.
Dette er ikke barnlig opfindsomhed – det er et systematisk forsøg på at kontrollere situationen. Barnet bryder ikke åbent en regel – han leder efter en måde at gøre det på sin egen måde uden at blive straffet.
Hvad skal man gøre? Luk “smuthuller” med detaljer. Ikke “ingen telefoner efter kl. 21”, men “efter kl. 21 er alle skærme på gangen opladet”.
Det er aldrig din skyld – det er alle andres skyld
“Det var ikke mig”, “det var ham, der begyndte”, “det var dig, der fik mig til det” – hvis man hører den slags sætninger hver gang efter en konflikt, er det et advarselssignal.
Den manglende evne til at tage ansvar for sine handlinger er et af de vigtigste tegn på manipulerende adfærd. Barnet har lært, at hvis han eller hun lægger skylden over på en anden, kan man undgå straf. Og denne strategi forstærkes, hver gang forældrene anvender den.
Hvad skal man gøre?Ikke gå ind i en diskussion om “hvem der har skylden”. Fokuser i stedet på den specifikke handling og dens konsekvenser, uanset “hvem der startede den”.
Manipulation af dine følelser
Tårer dukker op, netop når du har brug for at undgå straf. Vrede – når du ikke får, hvad du vil have. Løfter om “aldrig igen” – når situationen er blevet kritisk.
Et barn lærer hurtigt at aflæse forældrenes følelser og bruge dem. Hvis mor giver efter på grund af tårer, bliver tårer et redskab. Hvis far trækker sig på grund af vrede – bliver vreden et våben.
Det er vigtigt: Det er svært at skelne mellem ægte følelser og instrumentelle følelser – men det er muligt. Ægte frustration er kaotisk og ikke altid rettidig. Manipulerende – dukker op på det helt rigtige tidspunkt og forsvinder straks efter, at man har fået det, man vil have.
Hvad skal man gøre? Reager på følelsen med varme, men skift ikke mening på grund af den. “Jeg kan se, at du er ked af det. Og svaret er stadig nej.
Har brug for opmærksomhed – altid og med det samme
Et barn dukker op, lige når du sidder i møde, laver mad eller taler i telefon. Og ikke bare henvender sig, men kræver et svar lige nu.
Ønsket om opmærksomhed er naturligt og sundt. Men den manglende evne til at vente selv fem minutter og de voksnes systematiske afbrydelser er et forsøg på at underlægge sig din tid og dine ressourcer. Barnet har lært: Hvis du er vedholdende nok, vil du få opmærksomhed.
Hvad skal man gøre? Introducer begrebet “vent”. Og hold dig til det – hvis du har lovet at komme om fem minutter, så kom om præcis fem minutter. Det lærer barnet, at det er værd at vente, fordi ordet bliver opfyldt.
Undgår alt ansvar
Lektier “gør ikke sig selv” – men barnet er sikker på, at de gør det. For mor vil gøre det. Eller far vil minde om det tyve gange og til sidst hjælpe.
Ansvarsforflygtigelse er det sidste og farligste tegn. Barnet har lært, at hvis det venter længe nok eller lader som om, det ikke ved, hvordan det skal gøres, så gør de voksne det selv. Hvis dette mønster ikke stoppes, udvikler det sig i ungdomsårene og endda i voksenalderen.
Hvad skal man gøre? Lad dit barn tage konsekvenserne. Lavede ikke sine lektier – fik en reprimande af læreren. Det er ubehageligt – men det er en lektie, som ikke kan erstattes af nogen forklaring.
Det er ikke etiketten, der tæller, det er forståelsen
Ingen af disse signaler betyder, at du har et “dårligt” eller “manipulerende” barn. Det betyder, at barnet har fundet et mønster, der virker – og fortsætter med at bruge det.
Psykologer minder os om, at børn ikke manipulerer af ond vilje. De gør bare det, der giver resultater. Forældrenes opgave er at ændre resultatet. Så vil adfærden ændre sig.
Hvis situationen er ude af kontrol, og din egen indsats ikke er nok, kan en børnepsykolog hjælpe dig med at finde en individuel tilgang.
