Når et par går igennem en hård periode, er vi vant til at lede efter nogen at give skylden.
Han er ikke opmærksom nok, hun er for krævende, begge er trætte, opkørte, hører ikke hinanden, rapporterer ‘ korrespondent.
Psykolog, hvis artikler får tusindvis af kommentarer, hævder det modsatte: enhver krise i et forhold – det er altid en projektion af vores indre tilstand . Det, der pisser partneren af, har faktisk længe boet i os selv, bare vi nægter at lægge mærke til det.
Pixabay
Loven om spejlet virker uden fejl: Hvis du er irriteret over, at en mand altid sidder i telefonen, så spørg dig selv, hvad du selv skjuler bag gadgets. Hvis en kvinde brokker sig over hver eneste lille ting, afspejler hun måske bare din indre perfektionist, som ikke svigter hverken dig eller andre.
Lyder det som billig psykologi? Ja, måske. Men det er i denne enkelhed, at den dybeste visdom ligger, valideret af tusindvis af timers terapeutisk praksis.
Undersøgelser viser, at par, der bebrejder deres partner i et skænderi, går fra hinanden meget oftere end dem, der er villige til at beskæftige sig med deres egne udløsere. Fordi det er lettere at bebrejde, end det er at gå i dybden med sig selv.
Når vi råber “du pisser mig af”, råber vi i virkeligheden “jeg er bange for at se det i mig selv”. Partneren bliver en skærm, som alle undertrykte følelser, frygt og urealiserede ønsker projiceres op på.
Dette er især akut i såkaldte co-afhængige forhold, hvor folk bogstaveligt talt klamrer sig til hinanden, ikke af stor kærlighed, men af manglende evne til at være alene med sig selv. Der arbejder spejlene med tredobbelt kraft.
En person med barndomstraumer af afvisning vil se kulde i selv den mest omsorgsfulde partner . Han ved bare ikke, hvordan han skal gøre andet, hans indre filter er indstillet til at lede efter fare.
Og så længe dette traume ikke er bearbejdet, vil billedet ikke ændre sig, selv om man skifter partner hundrede gange. Der vil komme nogen, som igen og igen vil bekræfte: “Jeg er afvist, ingen har brug for mig”.
Psykologer kalder dette for “script-repetition”. Hjernen vælger det velkendte, selv om det er smertefuldt, fordi der er forudsigelighed i det og derfor en illusion af sikkerhed.
Men der er gode nyheder. Når en person begynder at se ærligt på sine skygger, ophører partneren med at være en fjende og bliver til en allieret. For der er ikke længere noget at skændes om.
Når jeg ikke er vred på dig, men på min egen barndomssmerte, som du ved et uheld kom til at såre, går samtalen i en helt anden retning. Der er ikke mere aggression, kun ærlighed og et ønske om at blive hørt.
Praksis viser: De stærkeste par er dem, hvor begge er villige til at tage ansvar for deres følelser. Hvor ingen råber “det hele er din skyld”, og alle spørger “hvad i mig reagerede nu på dine ord”.
Det kræver selvfølgelig mod. Det er lettere at leve i illusionen om, at den perfekte partner er derude et sted og bare ikke er mødt endnu. At med en anden person vil alt være anderledes, let og gnidningsløst.
Det bliver det ikke. Så længe du bærer på ubearbejdede scripts indeni dig, vil ethvert forhold snuble over dem. Enhver partner vil virke forkert, ikke den samme, ikke perfekt.
En krise er ikke enden. Det er en invitation til dialog med dig selv. Og hvis du tager imod denne invitation, vil du måske opdage, at der bag spejlets overflade ikke er et monster, men dit sande jeg.
Dem, du har ledt efter så længe og aldrig har kunnet finde.
Læs også
- Hvad sker der, hvis du holder op med at have kontrol: et eksperiment, der vil redde dit parforhold
- Hvordan man forstår, at dette er kærlighed, ikke en vane: en test fra en psykolog
