Sport24-forfatter og hjemmekok Oksana Polikarpova deler et sødt fund fra familiearkivet.
I Sovjetunionen var is en af de mest foretrukne sommerdesserter. Den blev købt i kiosker, spist i haven, på vej hjem eller efter en gåtur. Og smagen var helt anderledes: tyk, cremet og uden fremmede smagsstoffer. I dag kan man næsten ikke finde den i butikkerne, men man kan sagtens lave den derhjemme – efter en gammel, gennemprøvet opskrift.
Jeg har denne metode fra min bedstefar. Faktisk er det en klassisk vaniljeis, meget tæt på det, der blev lavet i Sovjetunionen. Minimale ingredienser, ingen kemi og en ganske enkel proces.
Ingredienser:
- 4 æggeblommer;
- 150 g flormelis;
- 1 pose vanillin (1 g) eller 10 g vaniljesukker;
- 100 ml mælk;
- 500 ml dobbeltfløde (mindst 33 %).
Vigtigt: Det er bedre ikke at overdrive med vanilje. Hvis den er meget koncentreret, er det nok med en knivspids – ellers kan isen blive bitter.
Sådan laver du mad:
I en lille gryde med tyk bund blandes æggeblommer, flormelis og vanillin. Massen skal blandes grundigt, indtil den er helt homogen, og hæld derefter mælken i. Gryden sættes på laveste varme og koges under konstant omrøring, indtil blandingen tykner lidt – til konsistensen af kondenseret mælk. Den må aldrig koges: Hvis den overophedes, vil æggeblommerne koagulere, og der vil være en smag af kogt æg.
Her er det bedre at tage den af ilden tidligere end at holde den for længe. Det er nemt at tjekke, om den er klar: Kør fingeren hen over skeen med massen – der skal være en tydelig rille. Tag blandingen ud af gryden, og lad den køle af til stuetemperatur, mens du rører i den af og til. Under afkølingen bliver den lidt tykkere. Først når den er kølet helt ned, kan du gå videre til cremen.
De skal være meget kolde og nødvendigvis fede – fra 33% og opefter. Før du bruger dem, er det bedre at opbevare dem i køleskabet i mindst fire timer, eller endnu bedre, natten over. Fløden piskes til stive toppe, begyndende med små omdrejninger. Tilsæt derefter forsigtigt den afkølede custardmasse, og rør med et piskeris eller en spatel, indtil det er homogent. Den færdige blanding hældes i en beholder, dækkes til og sendes i fryseren.
I de første tre timer skal beholderen tages ud 5-6 gange og omrøres grundigt – det hjælper med at undgå iskrystaller og få en delikat konsistens. Lad isen stå ved stuetemperatur et stykke tid før servering, så den bliver blød, og anret den i cremains eller underkopper.
Smagen viser sig at være meget tæt på den selvsamme sovjetiske is: fyldig, cremet, uden overdreven sødme. Det er ikke tilfældigt, at folk i kommentarerne til lignende opskrifter husker, hvordan de lavede sådan en is for 30-40 år siden – i poser, i cellofan, hvor de æltede den med hænderne mellem glasurene.
Nogen reducerer mængden af sukker til 80 gram for at gøre smagen “tyndere”. Nogen laver en økonomisk version, hvor der kun bruges mælk. Men grundopskriften forbliver den samme – og det er denne opskrift, der giver den “barndomssmag”, som alt dette blev startet for.
Sådan en is kræver ikke særlige kulinariske færdigheder. Men resultatet kan sagtens konkurrere med enhver købsversion – og vinder næsten altid.
