I lang tid blev blindtarmen betragtet som et levn – en ubrugelig rest af de fordøjelsesorganer, der blev arvet fra menneskets forfædre. Men moderne forskning viser, at dens evolutionære historie er meget mere kompleks, og at selve organet kan spille en vigtig rolle i immunsystemet og opretholdelsen af tarmens mikrobiom. Det skriver The Conversation.
Blindtarmen er en lille udløber, der forgrener sig fra den første del af tyktarmen. Dens form og størrelse varierer betydeligt fra dyreart til dyreart. Hos nogle primater, herunder mennesker og menneskeaber, har den en lang, cylindrisk form. Hos andre pattedyr som koalaer og wombater er den kortere og tragtformet. Hos nogle gnavere og kaniner er strukturen af dette organ endnu mere forskellig.
Moderne data viser, at blindtarmen er involveret i immunsystemet. Dens vægge indeholder lymfoide væv – klynger af immunceller, der hjælper kroppen med at kontrollere sammensætningen af mikrober i tarmen.
Dette system er især aktivt i barndommen og ungdommen, hvor immunsystemet dannes. De lymfoide strukturer i blindtarmen er involveret i produktionen af antistoffer som f.eks. immunglobulin A, der hjælper med at neutralisere patogener.
Derudover spekulerer forskere i, at blindtarmen kan fungere som en slags “tilflugtssted” for gavnlige tarmbakterier. Ifølge en hypotese dannes der biofilm – stabile samfund af mikroorganismer – inde i den.
Under alvorlige tarminfektioner, hvor en stor del af mikrobiomet skylles ud af tarmen, kan de bakterier, der er bevaret i blindtarmen, hjælpe med at genoprette den normale mikroflora. Disse mikroorganismer deltager i fordøjelsen, undertrykker patogener og interagerer med immunsystemet.
I fortidens mennesker, hvor hygiejnen var dårlig, og tarminfektioner var almindelige, kan evnen til hurtigt at genopbygge mikrobiomet have været en alvorlig overlevelsesfordel. Men det har ændret sig i løbet af det sidste århundrede. Rent vand, forbedrede sanitære forhold og antibiotika har reduceret dødeligheden af tarminfektioner dramatisk. Under sådanne forhold er de evolutionære fordele ved blindtarmen næsten forsvundet, mens risikoen for blindtarmsbetændelse er forblevet.
Derfor behandler moderne medicin normalt betændelse i blindtarmen med kirurgisk fjernelse. Et organ, der måske engang har haft evolutionære fordele, ses nu oftere som en potentiel kilde til medicinske problemer.
Dette eksempel illustrerer godt et af principperne i den evolutionære medicin: Mange af menneskekroppens funktioner blev dannet til fortidens forhold og er ikke altid optimale for livet i den moderne verden.
