Forskere ved University of Texas MD Anderson Cancer Center har fundet ud af, at patienter med prostatakræft og lavt testosteronniveau har en øget risiko for, at sygdommen udvikler sig til en mere aggressiv form. Arbejdet blev offentliggjort i Journal of Urology.
I dag bruges en aktiv overvågningsstrategi ofte til mænd med prostatakræft i et tidligt stadie. Læger overvåger regelmæssigt patientens tilstand og starter kun behandling i tilfælde af tegn på sygdomsprogression. På den måde kan man undgå eller udskyde operationer og andre behandlinger. Men en af de største udfordringer er fortsat at identificere patienter, der kan udvikle sygdommen hurtigere.
“Aktiv overvågning er en sikker og effektiv mulighed for mange mænd med tidlig prostatakræft. Men det er vigtigt at forstå, hvem der har en højere risiko for sygdomsprogression”, siger Justin Gregg, hovedforfatter til undersøgelsen, lektor i urologi og specialist i sundhedsforskelle.
I artiklen analyserede forskerne kliniske og patologiske data fra mere end 900 mænd, som var under aktiv overvågning.
Forskerne vurderede baseline-testosteronniveauer og overvågede det videre forløb af sygdommen.
Resultaterne viste, at patienter med lave testosteronniveauer – 300 nanogram pr. deciliter eller lavere – var betydeligt mere tilbøjelige til at udvikle sig til grad 3 eller højere, hvilket anses for at være et tegn på en mere aggressiv form for prostatakræft.
Sammenhængen bestod, selv efter at der var taget højde for andre risikofaktorer, herunder patienternes alder, prostataspecifikke antigenniveauer, kropsmasseindeks samt tumortæthed og -størrelse.
Undersøgelsens forfattere understreger, at resultaterne ikke betyder, at lavt testosteronniveau direkte forårsager aggressiv kræft. Det kan snarere tjene som en ekstra biomarkør til mere præcist at vurdere risikoen for sygdomsprogression.
Ifølge forskerne kan det at tage hensyn til testosteronniveauet, når man stiller en diagnose, hjælpe lægerne med mere præcist at fastlægge en overvågningsstrategi og hyppigheden af screeninger for patienterne.
Forskerne bemærker dog, at der er behov for mere forskning for at bekræfte resultaterne og afgøre, hvor pålideligt testosteronniveauer kan bruges til at forudsige sygdomsforløbet hos specifikke patienter.
Hvordan kan man være sikker på, at lave testosteronniveauer virkelig er en indikator for mere aggressiv prostatakræft?
Det er interessant at se, hvordan testosteronniveauer kan spille en rolle i sygdomsprogression. Det giver stof til eftertanke.
Hvilke andre faktorer kan påvirke sygdommens udvikling, og hvordan kan lægerne bedst tage højde for dem?